Jeg er 44 år og er oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark siden jeg var ni år gammel (1973). Udover mit medlemskab af Rådet for Etniske Minoriteter er jeg er medlem af Det Lokale Beskæftigelsesråd i Høje-Taastrup samt Høje-Taastrups integrationsråd. I mit daglige arbejde som skolebetjent på Parkskolen i Høje-Taastrup er jeg i kontakt med mange unge nydanskere. I forhold til integrationspolitik er min primære interesse indsatsen rettet mod unge og deres forældre, idet det er min overbevisning, at der her er et stort integrationspotentiale. Meget gøres allerede godt, men jeg tror alligevel, at vi kan gøre det lidt bedre. Integration betyder i mine øjne, at du har tilknytning til det danske samfund. I det øjeblik du føler tilknytning, føler du også et ansvar, og i det øjeblik du føler et ansvar, åbner mulighederne sig for, at du kan realisere dine drømme og visioner sammen med dine medborgere. Det er ikke kun en gevinst for samfundet, men mindst lige så meget for det enkelte menneske. De fleste unge har masser af ressourcer, men uden en følelse af tilknytning til Danmark risikerer ressourcerne desværre at stå uudnyttede hen – eller energien bruges i værste fald helt forkert Det er min overbevisning, at vi når ud til de unge via deres forældre. Det er vigtigt med en aktiv og opsøgende tilgang fra myndighederne, så samfundet når ud til de forældre, som er passive og isolerede. Jeg mener, at indsatsen over for unge og deres forældre går hånd i hånd. Som medlem af Rådet for Etniske Minoriteter er det et område, jeg vil prioritere højt.
|