English        Hrvatski Jezik        Türkçe        Somali        Print
Rådets historie



Regeringen nedsatte i 1983 et kontaktudvalg under Indenrigsministeriet, som havde til opgave at rådgive regeringens indvandrerudvalg i generelle indvandrerpolitiske spørgsmål. Kontaktudvalget blev i 1985 afløst af Indvandrerrådet, der i 1994 skiftede navn til Rådet for Etniske Minoriteter. Medlemmerne af rådet blev valgt af De Etniske Minoriteters Repræsentantskab, der bestod af repræsentanter fra indvandrer- og flygtningeforeninger, der havde fremsat ønske om at blive repræsenteret.

I Integrationsloven fra 1998 blev der udstukket nye rammer for opbygningen af Rådet for Etniske Minoriteter. Herved pålagde man de enkelte kommunalbestyrelser at oprette et integrationsråd i kommunen, såfremt flere end 50 personer fremsatte skriftlig anmodning herom. Medlemmer af integrationsrådet udpeges af kommunalbestyrelsen og findes blandt medlemmer af de lokale flygtninge- og indvandrerforeninger eller tilsvarende, blandt personer med tilknytning til arbejdsmarkedets parter, skolebestyrelser samt lokale foreninger i kommunen. Af loven fremgår det endvidere, at indenrigsministeren skal nedsætte et repræsentantskab for Rådet for Etniske Minoriteter. Repræsentantskabet består af et medlem fra hvert af de kommunale integrationsråd, der er valgt blandt rådets medlemmer fra flygtninge- og indvandrerforeninger. Repræsentantskabets opgave er at vælge medlemmerne af Rådet for Etniske Minoriteter.

Den 16. december 2003 blev Forslag til Lov om ændring af integrationsloven vedtaget. Vedtagelsen af lovændringen betyder, at det pr. 1. januar 2004 er frivilligt for kommunerne at oprette et integrationsråd.


Sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter, Holbergsgade 6, 1057 København K, T: 3392 2790, E: rem@inm.dk