English        Hrvatski Jezik        Türkçe        Somali        Print
HØRINGSSVAR I 2008



Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik

Dato: 15/12/08

Rådet for Etniske Minoriteter udtrykker enighed med beskæftigelsesministeren om, at det skal kunne betale sig at få et arbejde. Rådet for Etniske Minoriteter forventer dog, at 450-timers reglen vil få en massiv etnisk slagside, hvor særligt kvinder med baggrund i tredjeverdenslande vil blive ramt. Rådet for Etniske Minoriteter er bekymret over, at en tredjedel af de personer, der ikke længere modtager kontanthjælp som følge af 300-timers reglen, fuldstændig har mistet tilknytning til arbejdsmarkedet. Rådet for Etniske Minoriteter anbefaler derfor regeringen at lade sig inspirere af HK's integrationsudspil om ret og pligt til uddannelse for alle nydanskere mellem 30 og 50 år. Hvis man skal sikre, at flere kommer i beskæftigelse, er det bestemt vigtigt, at det kan betale sig at få et job. Men det er samtidigt helt afgørende, at de nødvendige kompetencer er til stede.


Høringssvar vedr. udkast til lovforslag om ændring af retsplejeloven (dommeres fremtræden i retsmøder)

 

Dato: 8/12/08

Rådet for Etniske Minoriteter bemærker, at lovforslaget i bedste fald er unødvendigt. I værste fald sender lovforslaget et misvisende signal om, at der er en reel fare for, at domstolene i dag potentielt kan overtages af religiøst funderede dommere, som for eksempel de burkaklædte fantasifigurer, der prægede en reklamekampagne i foråret 2008.


Høringssvar vedr. udkast til lovforslag om krav om børns ophold her i landet mv

 

Dato: 3/11/08

Rådet for Etniske Minoriteter bemærker, at forældre til børn, som er i farezonen for at blive sendt på såkaldte genopdragelsesrejser, typisk ikke ønsker at involvere kommunen i deres personlige problemer. Der er ingen tvivl om, at løsningen med at sende et barn på genopdragelsesrejse er et udtryk for, at forældrene har opgivet håbet om selv at kunne give deres børn en god opdragelse her i landet. Her er det vigtigt, at kommunerne er nærværende og tryghedsskabende i forhold til forældrene og oplyser om, hvilke skadelige konsekvenser genopdragelsesrejser kan have for deres børns inklusion i det danske samfund.


Høringssvar vedr. handlingsplanen "En fælles og tryg fremtid"

Dato: 29/8/08

Rådet for Etniske Minoriteter bifalder, at der i handlingsplanen foreslås en meget omfattende og helhedsorienteret indsats til forebyggelse af radikalisering blandt unge. Rådet for Etniske Minoriteter er enig i, at forebyggelse af radikalisering er en væsentlig samfundsmæssig opgave. Ikke fordi rådet oplever, at store grupper af unge tiltrækkes af ekstremistiske ideologier. Snarere fordi radikalisering ofte fremstilles som en risiko, der er en ufravigelig følge af muslimske medborgeres tilstedeværelse i Danmark. Frygten for radikalisering er således en kilde til eksklusion og dermed potentielt med til at svække sammenhængskraften i Danmark.


Høringssvar vedr. Lov om ændring af udlændingeloven (udlændinge som udøver litterær virksomhed)

Dato: 6/3/08
I en høring af 6. marts 2008 bifalder Rådet for Etniske Minoriteter grundlæggende lovforslagets hensigt om at skabe fristeder til forfattere og skribenter, hvis ytringsfrihed er truet. Det er dog Rådet for Etniske Minoriteters klare opfattelse, at ytringsfriheden er en uomtvistelig demokratisk værdi, som Danmark bør værne om som et foregangsland. Rådet for Etniske Minoriteter anbefaler derfor, at ordningen udvides til at omfatte alle udøvende kunstnere, hvis ytringsfrihed er under pres.


Høringssvar vedr. Bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Dato: 10/01/08

I en høring af 10. januar 2008 efterlyser Rådet for Etniske Minoriteter mere fleksible og helhedsorienterede undervisningstilbud til udlændinge og indvandrere.




Sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter, Holbergsgade 6, 1057 København K, T: 3392 2790, E: rem@inm.dk